D. 18/11

About accepting yourself.

Jeg har hele dagen, ligget i min seng og tænkt (som altid) over alt for mange ting. Jeg har altid kæmpet meget med at skulle acceptere mig selv som jeg er. Og har ofte brudt totalt sammen i det, det er gået op for mig at jeg aldrig kommer til at blive anderledes, at jeg for altid vil være lænket fast i den krop jeg er i. Jeg har mange perioder hvor jeg er total kontrollerende med mad, så giver jeg slip også starter det forfra igen... Jeg har en indre forestilling om at jeg bliver meget lykkeligere hvis jeg taber mig 10 kilo. Men hvorfor? Hvorfor er det at man stræber efter sådanne mål? Og hvad så hvis man når det punkt hvor man har tabt sig så meget man vil, men stadig føler den samme elendighed og tristhed over sig selv? Hvad er pointen så egentlig i al den anstrengelse og udmattethed? Mine venner og kæreste bliver irriteret på mig fordi at jeg konstant får nedtur over mit udseende og krop. Jeg hader også at jeg er den overdrevne selvkritiske person som aldrig kan blive glad for det jeg er af. Og hvis folk så siger: Nej du er smuk bla blaaa... Burde min reaktion være - tak og glæde indeni. For mig virker det totalt modsat, jeg bliver irriteret og væmmes totalt ved det. Det ender så ud i at folk bliver stødte over min reaktion til deres ellers søde ord, og det er jo slet ikke min hensigt - overhovedet! Men jeg har bare meget svært ved at fatte og tro på det, at det er sandt og ikke bare noget folk siger af ren medlidenhed. Altså for mig opfattes det som om hvis nogen åbenlyst stod og løj overfor mig. Det er måske en latterlig forklaring, og selvom jeg godt ved at det måske er langt ude - så føles det bare sådan indeni mig. Jeg spekulerer ofte på om jeg en dag kommer til et punkt hvor jeg kan se mig selv i spejlet og tænke : du er god nok, både af indre værdier - evner og udseendes mæssigt. Jeg forestiller mig hvilken befriende følelse det må være at hvile i sig selv og være acceptabel og glad for det man er af, og den man er. Jeg har ikke rigtigt nogen forklaring til hvorfor jeg overhovedet skriver dette indlæg? Det er bare utrolig rart at få nogle af mine fokuserede tanker ned, dermed synes jeg også at de fine billeder spiller godt med emnet. Men ja, vi burde alle bare elske os selv som dem vi er. Done. Lettere sagt end gjort, sov godt smukke folk. Love.